Kære New Forest forening,
Hermed min historie om min livs oplevelse.
Jeg hedder Michella Martine Madsen og er 12 år gammel og den heldige ejer af en helt fantastisk bronzemedalje hoppe der hedder Herovitha på 12 år.
Hero og jeg startede som så mange gange før et stævne dog jeg var meget spændt, for netop dette stævne var det muligt at kvalificerer sig til et kæmpe stævne på Addington Manor i Englang April 2014
Det er sådanne oplevelser men kun tør drømme om når man bare er 11 år, men drømmen skulle vise sig at være virkelighed- For jeg kvalificerede mig nemlig til stævnet i England.
Ventetiden var lidt lang syntes jeg for der var jo lang tid inden det blev d April 2013.
Men inden jeg fik set mig om blev det endelig April 2013 og vi skulle af sted på mit livs oplevelse.
Mine forældre havde lejet en hestetransporter, så vi selv kunne køre med Hero på turen til Addington Manor Equestrion Center. Det er en lang kører tur, men jeg glædede mig rigtig meget kan i tro.
Vi havde pakket bilen om søndagen , da vi skulle tidligt af sted mandag morgen 8/4 2013.
Vi havde en overnatning på et kæmpe stutteri i Holland ……
Da vi langt om længe kom til England og fandt det bed og breakfast hvor vi skulle bo var det dejligt at skulle sove efter den længe køretur.
Da det først var i weekenden vi skulle ride fik vi også mulighed for at starte nogle show-klasser, det var meget sjovt at prøve men vores pony var alt for sporty og slank i forhold til de brittiske, så det var lidt svært at få nogle gode placeringer, men jeg fik et par stykker alligevel.
For holddressur blev vi nr 6 og nr 2.
Jeg har redet 10 rosetter hjem på min fantastiske NF pony Herovitha
Mange vrinsk
Michella Martine og Herovitha.
Men om aftenen, når mørket falder på …
Heidi Pedersen
En forårsdag i silende regn på Addington Manor, 75 kilometer syd for London i England, sad 4 betuttede piger i alderen 11- 16 år på deres ponyer klædt i dannebrogsfarver og ventede på, at de snart skulle ride ind på banen i showklasser, klasser som de aldrig havde set eller hørt om i Danmark.
Pigerne, som ved et diamantstævne i efteråret 2012 havde kvalificeret sig til at stille hold for Danmark og starte individuelt til National Pony Society Dressage Finals 11. – 14. april 2013, der er et stævne, hvor alle engelske ponyracer er repræsenteret, var endelig kommet frem. De havde alle glædet sig helt vildt til stævnet, men da de sad på hver deres pony og kiggede på de engelske ryttere og dommeren, som kun talte engelsk, sank de en klump.
Holdet bestod af Camilla Schak Nielsen med Orchid`s Kasandra, Michella Martine Madsen med Herovitha, Maja Raabjerg Sørensen med Sirius-S og Maria Ladefoged Pedersen med Fjordglimt Mr. Gipson.
Pigerne, der ikke kendte hinanden i forvejen, men nu skulle kæmpe for samme sag, var fløjet til England sammen med deres mødre nogle dage i forvejen, mens fædrene og en ejer af en af ponyerne, havde kørt hele vejen til Addington manor i to transportere til med overnatning i Holland. Ingen kendte hinanden i forvejen, og havde i starten kun kvalifikationen til fælles, men mange timers arbejde og de mange møder, der var gået i forvejen for turen gjorde, at pigerne følte en ubevidst samhørighed, idet de vidste, at de havde en fælles opgave – nemlig at vise de rød/hvide farver frem på bedste vis.
Nu var de kommet og derfor sad pigerne i deres rød/hvide jakker med Denmark påtrykt på ryggen, og fulgte de engelske ryttere, der var klædt i gule ridebukser og grå tved jakker. Fra sidelinjen blev englænderne fulgt tæt, og de danske piger blev efterhånden også klogere, og pludselig vidste de, hvad det var de skulle gøre, når de kom ind på banen. De fandt hurtigt ud af, at showklasser ikke handler om den slags programridning, som de er vant til, men at de hver især skulle ride rundt på en volte, efterfulgt af en kort individuel tur, for til slut at sætte sig op på ponyen igen og ride hen på linjen og parere foran dommeren og få bedømmelsen.
Pigerne fulgte trop og gjorde, som de havde set englænderne gøre, men hvad de endnu ikke vidste, var, at denne form for showklasser kræver mere end gode gangarter og en køn pony, men en foderstand af ponyen, der er på den gode side. Men på trods af for lidt overvægt, fik pigerne ponyerne til at vise så meget gang, at dommeren måtte gi` sig, og derfor høstede de danske piger i showklasserne flere placeringer og adskillige farverige rosetter, samt en placering som Champion og dermed en kvalifikation til et stort stævne i Wales.
Søndagen, som skulle blive pigernes store dag, idet de nu var inde på et område, som de kendte til, var buen spændt. Her handlede det nemlig om at ride de engelske programmer så godt og præcist som muligt. Programmerne havde de oversat til dansk, og da pigerne havde siddet samlet på værelset aftenen forinden, så var kampånden også intakt. Pigerne red og kæmpede for holdet i de engelske dressurklasser, som havde de aldrig lavet andet og det danske hold slutter på en flot 2. og en 6. plads ud af 16 hold.
Individuelt klarer pigerne sig også rigtig godt og vinder et utal af rosetter for deres individuelle præstationer, og de placerede sig blandt de bedste 10 i hver klasse, de startede. Pigerne blev også præmieret for at eje nogle af de bedste ponyer af racerne, der var repræsenteret, og Maria og Fjordglimt Mr. Gipson vandt tillige flotte titler som Reserve supreme, Junior Supreme & Junior Novice Champions.
I den afsluttende kur, som skulle være dagens højdepunkt, var Danmark også repræsenteret. Musikken var brændt over på cd, og programmet øvet derhjemme, og da Boondock Saint og Enya bragede ud i højtaleren, sprang hjertet et slag over og hårene rejste sig på armene. Ekvipagen sluttede på en flot anden plads i kuren og da bifaldet havde lagt sig, var stævnet forbi og præmieoverrækkelsen, som stadig står som et uforglemmeligt minde, startede.
Klapsalver fra de mange fremmødte, øredøvende fanfarer, gaver, blomsterbånd og ikke mindst flere rosetter i fantastiske farver og udformninger var pigernes fortjeneste ovenpå deres flotte ridt.
Pigerne, der alle inden stævnet havde prøvet at vinde og dermed været til præmieoverrækkelse før, troede at de vidste, hvad det var, der skulle foregå, men intet overgik dette. Præmieoverrækkelsen var en forløsning efterfulgt af en uovertruffen glæde. Alle forventninger var som ved et trylleslag blevet indfriet og ønsket om at komme af sted igen, lå allerede på læben. Følelsen af også at kunne være med internationalt på danske ponyer, der af afstamning var kommet til moderlandet, var intet mindre end fantastisk og den positive ånd, som stævnet var blevet afholdt i, var overbevisende og hjertevarm og kom helt ind under huden.
Pigerne er vendt tilbage, transporterne er afleveret og England er blevet overtaget af hverdagen i Danmark. Uret er atter skruet en time frem og livet fortsætter ufortrødent. Men om aftenen når mørket falder på og stilheden breder sig, så går tiden i stå og tankerne vender tilbage til den dag, hvor pigerne sad i silende regn på en stævneplads på Addington Manor og kiggede på rytterne i de gule ridebukser og grå tvedjakker.
Efterfølgende fik vi indblik i hvor vigtig opvækst, om muligt tidlig korrektion af bestillings fejl, korrekt træning og brug af de unge dyr er i forhold til hestens holdbarhed. Johnny mener at korrekt longering uden rytter af den rå hest, er særdeles vigtig og at rytteren først bør komme på ryggen når hesten/ponyen har opnået balance og muskulatur til at gå på buede spor, det blev desuden pointerede at det ikke hjælper at vente og lade hesten/ponyen blive ældre, tværtimod, det kræver længere tid at træne en ældre pony op end en ung. Det blev også slået fast at både ukorrekt ridning på ponyer/heste der spænder op og går imod biddet, som de heste der skal gå i en stram roll kur slider på ponyen/hesten, men samtidig at hesten der rides afslappet round and deep ikke skader hesten, hvis det ikke overdrives.
