Ny dommer i Avlsforeningen for New Forest ponyer i Danmark

Torsdag den 4. juli var dommerelev Lene Thaulow til dommereksamen og har bestået denne. Lene Thaulow bedømte holdet af goldhopper på Landsskuet 2019, som bestod af 5 dyr. Efterfølgende var Lene Thaulow til en skriftlig prøve. Både den praktiske og den teoretiske del af prøven blev besvaret med stor indsigt, sikkerhed og med den ønskede vægt på raceavl, ponypræg, kendskab til New Forest foreningens regelsæt og dommeretik.

Avlsforeningen for New Forest ponyer i Danmark ønsker stort tillykke til Lene Thaulow og ønsker held og lykke i det fremtidige virke som dommer.